Don Frederic

Don Frederic

august 18, 2018 0 Af ThomasJohnsendressage

Hej.

Hvis jeg skal fortælle om min verden med hestene, bliver jeg nød til starte der hvor det rigtig begyndte.

I 2008 købte jeg en tysk hannoveraner på 5 år, men som var redet som en 4 års. I det øjeblik startede en rigtig svær, men meget spændene og lærerig oplevelse. En oplevelse som har givet, indtil videre i hvert fald, nogle af de bedste minder.

Det første halve år gik stille og roligt. Udover at han tabte mig den første dag, men jeg er sikker på at han bare var glad:-D Men som musklerne kom, og selvtilliden voksede, så kom problemerne også. Der begyndte at vise sig et mønster, og jeg skulle smage sandet mange gange. Han var uden tvivl en udpræget drengerøv med for meget overskud, og selvtillid. Præcis de samme ting som gjorde ham utrolig charmerende, og imponerende senere hen. Det tog omtrent en halvt års tid at finde overskuddet, og selvtilliden selv, til at tage kontrol. Men da han endelig accepterede at jeg skulle lede vejen, tog det også hurtig fart.

Han var utroligt lærenem. Der var ikke meget der var svært for ham, og han vidste udmærket hvad det handlede om på en stævneplads. Det var meget surrealistisk at komme fra en hoppe der ikke rigtig vandt noget, og til Frederic som begyndte at inkassere den ene 1. plads efter den anden. Ikke dermed sagt at han ikke kunne “komme til” at tabe mig om mandagen igen. Men det blev i det mindste det værd:-D

Sammen vandt vi Sydjysk Mesterskab for junior i 2009, og for Ungrytter i 2011.

Vi startede DM for hold, hvor vi vandt kvalifikationen om fredagen, og holdet endte på en 5. plads i A-finalen.

Vi blev sammen et B-equipage.

Til sidst sluttede vi med at starte en Intermediate.

Alle de “1. gange” havde vi sammen, og det giver en speciel plads i ens hjerte.

Tiden var inde til at jeg skulle have en ny ung hest, hvis jeg ville fortsætte. Derfor måtte jeg desværre finde et nyt, godt hjem til Frederic.

Til sidst faldt valget på en dame fra USA. Hun var på det tidspunkt i slutningen af 50’erne. Frederic var efterhånden blevet en habil konkurrencehest, så jeg var ikke bekymret for noget der. Han blev hentet af en transportør, og i alt hast fik jeg ikke noget telefonnr. eller Email på hende han skulle hen til. Jeg troede at jeg ville komme videre. Men jeg måtte indse efter 2 år at jeg ikke kunne komme videre før jeg vidste hvor han var. Da jeg til sidst var ved at opgive håbet om at finde ham, fortalte jeg historien til en kunde i salonen. Hun havde boet i USA på et tidspunkt, og konkurreret til stævner derover også. Det tog hende omtrent 10 min. så havde hun fundet et navn på en rytter.  Da jeg kom hjem fandt jeg med navnet, frem til en email adr. til en kvinde da arbejdede på Juliard i New York (vildt). Jeg skrev til hende, om hun havde købt en hest i Danmark som hed det, og som kom derfra. Det havde hun. Jeg tror uden tvivl at jeg kan sige, jeg har aldrig har været så lettet i mit liv nogensinde før.

Der gik lidt tid. vi mailede sammen, og hun sendte billeder. Han havde det uden tvivl som blommen i et æg. Derefter fortalte hun at jeg altid var velkommen til at komme og besøge ham. Men derfra og til at rejse om på den anden side af jorden, for at besøge en hest. Det lød alligevel vildt i mine øre. Men det var faktisk der at jeg indså. Vi lever kun en gang, så man kan ligeså godt tage på de eventyrer som livet tilbyder os. Min kæreste og jeg købte derefter flybilletter til Buffalo, og vi havde aftalt med hende, at vi kunne bo ved hende. Når man så sidder i en flyver, til et land du aldrig har været i før, til en person du har mødt en gang, men ikke kan huske. Så kan man mærke at man lever!

Turen over til hende var en kæmpe succes. vi alle 3 havde rigtig god kemi, og hun håbede at vi ville komme og besøge hende til vinter, når hun og hestene var i Florida (Wellington).  Vi har nu været i Florida også, og vi har udviklet en rigtig godt venskab. Til feb. tager vi til Florida igen, for at besøge hende, hestene og hendes hunde. vi sørger også for at lege turister imens vi er der. Så det er 2 fluer med et smæk. 🙂

Nogle gange kan de største chancer man tager, give de bedste eventyrer og de største muligheder. Man skal bare være modig.